Gratis levering - Sikker e-handel - Fagfolk monterer - Kundeservice på 70 215 333

Et køleskab er vel bare et køleskab… Eller?

Der er mange ting, som er gode at overveje, inden man køber et nyt køleskab. Derudover kan man ved at følge nogle enkle råd også sikre sig, at man udnytter køleskabet helt rigtigt.

 

Sådan finder du det rigtige køleskab

Når du leder efter nyt køleskab er det vigtigt, at du sammenligner specifikationerne på de enkelte modeller. Herunder giver vi dig et hurtigt overblik over de vigtigste.

Energimærkning: Ethvert køleskab er placeret i en energiklasse, som angiver, hvor energibesparende køleskabet er. Klasserne spænder fra A++ til G, hvor førstnævnte er det mest besparende, mens sidstnævnte bruger mest strøm. Køleskabe med gode energimærkninger er som regel lidt dyrere i indkøbspris, men til gengæld skåner du miljøet mest muligt samtidigt med, at du løbende sparer penge på elregningen.

Lydniveau: Bor man eksempelvis i hus eller lejlighed med åbent køkken, kan det være en ekstra god ide at holde øje med lydniveauet på køleskabet. Et køleskab med for høj en "brummen" kan blive irriterende, hvis man skal lytte til den konstant. Lydniveauet angives i decibel - som tommelfingerregel kan man sige, at et lydniveau på 40 dB(A) eller derunder anses som lavt.

I Danmark er det frivilligt for producenten, hvorvidt lydniveauet skal angives, hvorfor det ikke altid er at finde i specifikationerne.

Kapacitet: Der er ingen grund til at have et enormt rummeligt køleskab, hvis man blot er en enkelt person i husstanden, ligesom en familie på fire ikke kan nøjes med et mindre køleskab.

Ofte kan man gå ud fra devisen om, at en enkelt person skal bruge et køleskab på 100 liter, og for hver ekstra person, skal der føjes 50 liter til rummeligheden. Dette vil altså sige, at to personer skal gå efter et køleskab på 150 liter; tre personer skal bruge et køleskab på 200 liter og så videre.

Brug køleskabet rigtigt

For at udnytte dit køleskab helt rigtigt og samtidigt skåne naturen så meget som muligt, er det en god ide at følge nedenstående råd.

  • Tø frostvarer op i køleskabet. Derved skal køleskabet ikke bruge lige så meget energi på at holde de andre varer kolde.
  • Når et køleskab producerer kulde, skal det samtidigt også afgive varme. Sørg derfor så vidt muligt for, at have luft omkring køleskabet, således varmen kan slippe væk, og kompressoren ikke skal på overarbejde.
  • Hold køleskabsdøren lukket så meget som muligt - derved holder du kulden inde og varmen ude.
  • Tilstræb at temperaturen i køleskabet holdes på 5° C. Sættes temperaturen længere ned, skal køleskabet bruge mere energi.